Menu

TOTAL UNDERHOLDNING - OG TOTAL NEDTUR

image Sundbys målmand er kommet på mellemhånd, og så kan Snorre Espersen heade bolden i nettet til 1-1. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
04. november 2023 kl. 16:57
KFUM startede fint, men brændte straffe og tabte 2-6 til topholdet

 Det begyndte så flot og så lovende, og det sluttede så skidt.

 I den sidste hjemmekamp i 2023 måtte KFUM indkassere endnu et nederlag, da DS-puljens ny tophold, Sundby, kunne tage fra Roskilde med en 6-2 sejr.

 Resultatet kunne på ingen måde kaldes uretfærdigt. Men hvis hjemmeholdet havde fået større gevinst af en flot start og ikke havde brændt et straffespark, er det sandsynligt, at opgøret havde fået et andet udfald.

 - I kampens første fase spiller vi i perioder rigtigt flot angrebsfodbold, og deres træner sagde til mig, at vi var det bedste hold på bolden, som Sundby havde mødt. Problemet er, at vi ikke får scoret i vores gode perioder, mens man står med en fornemmelse af, at bare de andre nærmer sig vores mål, så ender den i nettet, sagde KFUM's træner, Jonas Borup Jensen.

 Hans hold vidste, at de skulle holde et vågent øje med Sundbys topscorer, Magnus Krogh Hansen, der en uge tidligere havde lavet tre mål mod  Brønshøj.

 - Mod os laver han så fire og viser, hvor dygtig en spiller han er. Vi trænger til et mentalt pust, og derfor er det vigtigt, at vi kan tage en sejr i Næstved på fredag i årets sidste kamp. Den vil være meget definerede for opstarten til vinter, tilføjede han.

 KFUM manglede de skadede Frederik Sommer og Rasmus Hansen, sidstnævnte blev testet før kampen, men kunne ikke spille. Emil Ølvang, der på grund af problemer med lysken kun har trænet lidt de seneste uger, var derfor tilbage i startopstillingen.

 Ikke desto mindre var det fra første minut en fornøjelse at følge de blå-hvide, der viste seværdigt kombinationsspil og kom frem til så mange afslutninger som ikke længe set.

 Det begyndte efter 25 sekunder, da Praygod Pallangyo sparkede over i en god position. En omstilling i den anden ende var voldsomt tæt på at blive rigtigt farlig, men så fik Pray en mulighed på Christopher Grubes forarbejde. Keeper Magnus Madvig reddede dog skuddet fra kort afstand. Så kom turen til Snorre Espersen, som opfangede en dårlig aflevering, men afsluttede parallelt med målet, da der ikke var nogen at spille inde i feltet. Efter fint opspil af Frederik Winther og Christopher Grube fik Ølvang chancen i helt fri position foran mål, men sparkede over.

 Alt dette skete inden for de første 11-12 minutter. Og så skete det, der ikke måtte ske: I det 13. minut stod Gustav Lundqvist helt fri ved den fjerneste stolpe efter et skift fra venstre side, og så var Conrad Kromann chanceløs.

 Mindre end to minutter senere tog målscorer Lundqvist hånden til hjælp, og så kunne Grube lægge bolden til rette på 11 meter-pletten. Hvorfra han sendte bolden på overliggeren. Men i det 25. minut faldt udligningen, da Snorre Espersen headede et indlæg fra Grube i mål og kunne juble over sin fjerde scoring i efteråret.

 I det 29. minut vandt Magnus Krogh en nærkamp med Victor Fiala, fik frit løb mod mål og bragte på ny Sundby foran. I denne fase viste gæsterne stærke offensive kvaliteter og havde yderligere to-tre muligheder, før Magnus Krogh Hansen øgede til 3-1 efter et fint gennemspillet angreb. Med et hovedstød på et afrettet skud var han tæt på 4-1 lige før pausen.

                    BYTTE MELLEM STÆNGERNE

  I pausen måtte en skadet Conrad Kromann udgå og gav plads for debutanten Nicklas Andersen. Desuden blev Emil Ølvang afløst af Lucas Remien, der trådte ind som højre kant, mens Carl Severinsen rykkede ind centralt.

 I det 8. minut lykkedes det at genskabe spændingen om udfaldet, da Nicki Bentsen præsterede et flot rush op gennem banens midte og lagde bolden til rette for Pray, som scorede til 2-3. Fem minutter senere fik Lucas Remien en halvstor mulighed i højre side, men sparkede forbi.

 Midt i halvlegen udnyttede Sundby så et stort kiks i hjemmeholdets højre forsvarsside, og Magnus Krogh  udnyttede det gratis tilbud med en sikker scoring. Thillerup gik ud, og hans plads på midtbanen blev overtaget af Victor Fiala, mens Kasper Veng blev skiftet ind i forsvaret. Lidt senere kom Matias Sjøbeck ind i stedet for Simon Fejerskov.

 Knap 10 minutter før tid kiksede KFUM to pasninger i egen forsvarszone, og så lagde Lucas Karabulut bolden til rette for Magnus Krogh Hansen og dennes fjerde mål. Sundbys Jeppe Sindahl smuttede igennem og ramte ydersiden af stolpen, og gæsternes målmand reddede et ellers godt placeret hovedstød fra Matias Sjøbeck.

 I kampens sidste aktion lagde Magnus Krogh bolden til rette for en helt fri Johan Becker, der scorede til 6-2. "Opgøret" om advarsler endte 1-1, KFUM's tilfaldt Sebastian Thillerup.

 Carl Severinsen blev kåret til sit holds bedste spiller og udrustet med et gavekort fra SparNord, som han kan bruge på Sallies.

 

  

 

 

Luk