Menu

STADIG VOLDSOMT OP AD BAKKE

image Conrad Kromann måtte gå ud i pausen, efter at han var blevet sparket i hovedet. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
02. september 2023 kl. 21:00
Efter nyt stort nederlag har KFUM tabt de tre seneste kampe med samlet score på 0-11

 I pausen af lørdagens DS-kamp på Kløvermarken havde KFUM's cheftræner, Søren Sørensen, slet ikke den følelse, som han stod med efter opgøret mod oprykkerne fra Sundby BK.
- Det er tredje gang i træk, at vi falder sammen i 2. halvleg, efter at modstanderne har scoret til 2-0. Det virker også, som om vi skal gøre rigtigt meget godt, før noget kan lykkes, mens det er omvendt med de andre, som nærmest får en masse ud af næsten ingenting, sagde træneren, da han gjorde status over holdets tredje nederlag på stribe.
 4-0 blev det, hvilket vil sige, at KFUM har tabt de tre seneste kampe med en samlet score på 0-11.
 - Bjerget, vi skal opad, er meget stort, for vi må ikke, lige som i de forudgående kampe, grave os ned i et dybt hul, bare fordi modstanderne scorer til 2-0. Vi skal kæmpe os ud af det her, og kunsten bliver at tage det næste skridt og komme videre, fastslog han.
 På grund af skader og andre årsager manglede KFUM Jonas Sjøbeck, Frederik Winther og Lucas Remien, ligesom det var første kamp uden den mangeårige anfører Christoffer Blond, der er skiftet til Holbæk.
 Victor Fiala var rykket tilbage i forsvaret, mens Rasmus Hansen agerede midterangriber, og Praygod Pallangyo og Carl Severinsen startede på kanterne.
Kampen lignede i den første fase en styrkeprøve mellem to hold, der lige skulle føle hinanden på tænderne. Emil Ølvang sendte Pray af sted med en dyb stikning, men målmand Magnus Madvig var vågen og fik sparket væk uden for  feltet. Magnus Krogh Hansen tvang Conrad Kromann til en fin redning i den anden ende, men så gik det galt i det 21. minut.
 Det skete med en scoring, som vel typisk rammer hold, der er ude i svær modvind (som KFUM i øvrigt var det i de første 45 minutter). Hårdt presset ville Nicki Bentsen afværge et indlæg, men kom til at sparke bolden ind på Magnus Krogh, hvorfra den sprang i mål. Simon Fejerskov fik en tilfældig chance inde under mål, men sparkede forbi, inden holdene gik til pause.
 Gæsternes målmand, Conrad Kromann, følte sig utilpas og blev kørt til undersøgelse på hospitalet, efter at han under en faretruende situation var blevet sparket i hovedet. Kromann blev efter pausen afløst af den 18-årige debutant, Niclas Bielenberg.

 KFUM, nu med vinden i ryggen, lagde ud med et skud over mål fra Simon Fejerskov efter en god kombination med Carl Severinsen. Lidt senere brændte det voldsomt på i det blå-hvide forsvar i en kamp, der nu var noget af en rodebutik, men med Sundby som det hold, der bedst forstod at holde fast i bolden og spille sig frem til afslutninger. I  det 16. minut blev Magnus Krogh sendt af sted i venstre side og sparkede forbi den fjerneste stolpe. Forsvaret holdt nærmest op med at spille i troen på, at faren var drevet over, men bolden blev på banen og fra en spids vinkel sparket i nettet af Lucas Karabulut.

 Midt i halvlegen tilspillede gæsterne sig deres eneste rigtigt store mulighed. Victor Fiala sendte Carl Severinsen af sted mod mållinjen, og sidstnævntes flade pasning stødte Pray, hårdt presset, forbi stolpen. Matias Sjøbeck og Jacob Milo kom ind, ud gik Carl Severinsen og Simon Fejerskov.

 Et kvarter før tid blev det 3-0 på kampens flotteste scoring, sparket ind fra kanten af feltet af Nicklas Olabi. Victor Fiala blev afløst af Mico Elvig, og otte minutter før tid  gav et boldtab Sundby ideelle muligheder for en omstilling, som Marius Person afsluttede med kampens fjerde og sidste mål.

 I alt fire advarsler, som bl.a. tilfaldt Sebastian Thillerup, Lukas Christoffersen og Rasmus Hansen.

 

  

 

Luk