Menu

KFUM ÉT POINT FRA 2. DIVISION

image Træner Stefan Håkansson - skal sammen med spillerne lige tage de to sidste skridt....
Leon A.
29. maj 2020 kl. 12:16
Har plus på fire point før de to "finaler" mod Ledøje-Smørum

 Ét point i to kampe mod Ledøje-Smørum (LSF) - og så vil KFUM for første gang i klubbens 91-årige historie være at finde i 2. division.

 Sådan tegner situationen, efter at DBU torsdag fastsatte, hvordan oprykkerne skal findes efter en halvsæson, der måtte annulleres på grund af COVID19.

 Da også strukturen for 2. division ændres, betyder det, at vinderne af alle fire puljer i Danmarksserien belønnes med oprykning. Med et normalt turneringsforløb var kun tre af de fire rykket op.

 Når vi står usædvanligt godt rustet, skyldes det, at når nummer ét og to i puljerne mødes til sæsonfinalen, sker det ud fra det antal point og den målscore, holdene var noteret for før vinterpausen.

 KFUM topper pulje 1 med 31 point, mens LSF har 27. Uafgjort i den første kamp i Smørum vil derfor være tilstrækkeligt til at sikre oprykningen, og i tilfælde af noget så usædvanligt som et nederlag giver uafgjort i returkampen i Roskilde altså også billet til 2. division.

 Datoer for de to kampe vil blive offentliggjort, når regeringen har offentliggjort detaljerne i den næste åbning af samfundet. Afhængig af detaljerne er sportschef Pierre Overgaard så optimistisk, at han tror på, de kan spilles med tilskuere. Sandsynligvis med et loft og under bestemte vilkår, men alligevel.

 Et kvalificeret gæt på datoerne? Kunne eksempelvis være lørdag d. 20. juni og lørdagen efter. Det ville formentlig også give mulighed for én eller to træningskampe før de to opgør, som skal bestemme, i hvilken række KFUM skal spille efter sommerferien.

 

 

 

Luk