Menu

DEBUT MED EN UGES MELLEMRUM - FLOTTE JUBILÆER 12 ÅR EFTER

image Mico Elvig (tv) og Emil Ølvang med gaver fra Jesper Sø fra KFUM Pro og fra Gerhard Klaschka før og efter lørdagens kamp. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
08. oktober 2023 kl. 17:30
Men de mange sæsoner i KFUM er forløbet vidt forskelligt for Emil Ølvang og Mico Elvig

 Mindre end et kvarter efter afslutningen af lørdagens DS-kamp havde Emil Ølvang ikke overskud til rigtigt at være stolt over det jubilæum, han lige var blevet hyldet for.
 Forståeligt nok.
 Dels følte KFUM's anfører sig halvsløj, hvilket også havde tvunget ham fra banen få minutter inde i 2. halvleg af opgøret mod Gørslev. Dels kan det så kort efter sidste fløjt og endnu et ærgerligt nederlag være svært at sætte en personlig bedrift over resultatet og holdets problematiske situationen.
 Men skribenten holder fast i, at det er en bedrift - at spille sin kamp nr. 300 for klubben, hvilket Ølvang var blevet hyldet før kick off.
 Han fik blomster og vin overrakt af klublegenden Gerhard Klaschka, og det var ikke noget tilfældigt valg til lejligheden. Gerhard har klubrekorden i KFUM med 423 kampe på førsteholdet, og han og Emil Ølvang er således de eneste, som har passeret 300 kampe.
 Gerhard Klaschka spillede kamp nr. 300 den 7. august 1993 i en kamp i Danmarksserien på udebane. KFUM måtte tage hjem fra Næstved med et sviende 1-6 nederlag, og så var det meget godt, at jubilæet først skulle markeres på Lillevang en uge senere. Her vandt hans hold nemlig 2-1 over Ballerup.
 Tilbage til Lillevang 30 år senere.
 Når Emil Ølvang er så tilbageholdende med at tale om sine egne bedrifter, skyldes det også et roligt og beskedent væsen uden for banen.  Derfor overlader han det gerne til andre at fremhæve  hans særlige kvaliteter som fodboldspiller: Den fine teknik, de elegante nedtagninger, overblikket og det præcise spark med venstrebenet.
 Han var bare 16, da cheftræner Palle Olsen 22. oktober 2011 skiftede ham ind i slutningen af en serie 1-kamp mod Brøndby. Det foregik også på Lillevang, og debutanten bidrog med et mål til KFUM's 4-1 sejr.
 - Jeg er simpelthen så glad for at være i KFUM. Trods en del udskiftninger på nogle poster møder jeg hver gang mange af de samme mennesker, der har været her i alle årene, lyder det fra Ølvang.
 Han husker med glæde tilbage til de oprykninger, han selv har haft andel i - til Sjællandsserien, Danmarksserien og 2. division. Derimod falder det ham svært at fremhæve enkelte kampe.
 Emil Ølvang har nået den alder (29 i november) og den fase i sit liv, hvor han tager én sæson ad gangen, selv om vi er mange, der gerne ser ham på 1. holdet i mange sæsoner fremover.
 - I den nuværende situation skal vi selvfølgelig have vendt skuden. Det kan føles tungt, men heldigvis holder vi hovedet højt og har stadigvæk en god stemning i truppen. Jeg tror på, at vi også spiller i Danmarksserien i næste sæson, siger han.

                              MICO OG DE MANGE SKADER

  En uge efter Emils Ølvangs debut spillede KFUM på udebane mod Svogerslev. Igen var der spilletid til ungersvenden i en kamp, hvor 18-årige Mico Elvig samtidig fik sin første optræden.
 Mico blev lørdag hyldet for sin kamp nr. 200, da han blev indskiftet mod slutningen. Når han bliver spurgt om fremtiden, er han endnu mere forbeholden end sin mangeårige holdkammerat. Mico Elvig havde siddet udenfor i mere end et år, da han gjorde comeback i den sidste DS-kamp før sommerferien.
 - Med alle de skader, jeg har haft, tager jeg en halv sæson ad gangen. Lige nu har kroppen det fint, men selvfølgelig har min fysiske tilstand og også udsigterne til spilletid betydning for, hvor længe jeg fortsætter på dette niveau.
 KFUM har altid været Micos klub, ganske naturligt i betragtning af, at hans far, Iben G. Madsen, i mange år har udfyldt funktioner som træner, leder, m.m. i disse omgivelser. Mico var i sin tid en del af en meget stærk årgang 1993, der på et tidspunkt blev trænet af faderen. Som for øvrigt også stod i spidsen for det DS-mandskab, hvor Gerhard Klaschka i sin tid fik sin kamp nr. 300.
 - Selv uden mine mange skader de seneste år er det tvivlsomt, om jeg ligesom Ølvang havde nået 300 på nuværende tidspunkt, tilføjer jubilaren.
  Også han hæfter sig ved de seneste års mange udskiftninger.
- Derfor respekterer jeg ledelsens beslutning om fremover primært at satse på egen avl. Så kan man bare ikke forvente, at vi skal spille med i toppen af Danmarksserien. Men der er godt nok kommet mange spillere udefra de seneste år, som meget hurtigt har forladt os igen, og uden at have skabt nogen værdier, slutter Mico Elvig.

   * SE OPDATERET LISTE OVER SPILLERNE MED FLEST KAMPE FOR KFUM. DU FINDER LISTEN UNDER "KFUM"              

 

 

Luk