Menu

U12 tog 3. pladsen til Esbjerg Elite cup.

image
07. juni 2019 kl. 11:41

Vores dygtige U12 drenge var i weekenden til det velbesatte Esbjerg Spar Nord Elite cup, hvor drengene skulle fortsætte deres udvikling ved, at spille mod nogle af de bedste hold fra ind- og udland, ligesom de skulle lære noget om at sætte sig selv op til at præstere på højt niveau over flere dage i træk. U12 drengene indledte deres bronzetogt ved, at vinde deres 3 første puljekampe mod henholdsvis Camden Elite Academy fra London, Vasalunds IF fra Sverige og Silkeborg IF. Dette gjorde de med den bedste målscore af alle efter de indledende puljer, hvor den hed imponerende 23-3, hvilket kendetegner det offensivt indstillet fodboldhold fra Roskilde KFUM.

I 1/16 dels finalen måtte drengene ud i straffespark for at besejre hjemmeholdet fra Esbjerg IF efter en kamp, hvor drengene var på hælene, men fik fightet sig flot tilbage i en kamp, hvor det ikke lige kørte på skinner. I kvartfinalen ventede Svendborg FB, som også havde imponeret i turneringen med fremadrettet fodbold, men de blå/hvid stribede drenge fra KFUM spiller sjældent to dårlige kampe i træk, hvilket heller ikke var tilfældet her, hvor Svendborg blev besejret med hele 5-0 efter en meget velspillet og flot fodboldkamp.

I semifinalen ventede Næstved IF, som til stævnet havde forstærket sig med nogle U13 spillere, og den mundfuld blev for stor for U12 drengene, som tabte en ellers forholdsvis lige kamp med hele 0-4 og dermed måtte tage hjem og lade op til kampen om tredjepladsen lørdag morgen, hvor Holstebro ventede. Et Holstebro hold som i øvrigt havde sendt RB1906 U12 ud i 1/16 dels finalerne med hele 4-1. Kampen om 3.pladsen sluttede i et målorgie med hele 5-5, og dermed blev det til en flot 3. plads, som blev delt med Holstebro.

Drengene fra KFUM viste gennem hele turneringen flot og angrebsbetonet fodboldspil, og der er ingen tvivl om at de lærte meget af mødet med flere udenlandske modstandere og modstandere som de ikke møder i weekenderne på sjælland. Nu venter de sidste kampe i sæsonen i SU rækken, hvor holdet i øvrigt er ubesejret efter 7 kampe med 2 uafgjorte og 5 sejre.

Luk