Menu

FEM FINE DAGE MED SPANSK FODBOLD PÅ KFUM

image
04. august 2019 kl. 10:25

Fredag eftermiddag blev der sat punktum for denne sommers spanske fodboldskole, som blev gennemført med to trænere fra Vicente del Bosques fodboldakademi og efter de principper, der kendetegner træningen i spanske topklubber.

 

Omkring 70 drenge, dels fra KFUM, dels fra klubber rundt omkring på Sjælland, har været igennem et krævende og inspirerende program. Med hovedvægten på tekniske og taktiske detaljer og med bolden som omdrejningspunkt for alle øvelser.

 

Kombinationen af intensiv træning og skiftende vejrlig skabte udfordringer på og uden for banen. Drengene kom til at arbejde for føden, og de tog alle udfordringer med højt humør. Også de udfordringer, som først ekstrem varme, siden betydelige mængder regn, udsatte dem for.

 

Efter afslutningen var der diplomer til alle på fodboldskolen.

Sportschef Pierre Overgaard og Pau Gómez sagde tak for i år, og ifølge sportschefen var det en stor glæde at kunne konstatere den fremgang, som drengene havde vist i ugens løb.

 

 - Nu vil det så være fedt, hvis I kan tage hjem i jeres klubber og bruge nogle af de ting, I har lært her, sagde han.

 

De spanske trænere, Pau Gómez og Miguel Ángel, fik hjælp af følgende assistenter fra KFUM's Boldklub: Carsten "Fessor" Hansen, Keld Hansen, Mico Elvig, Mathias Elvig, Emil Ølvang og Simon Larsen.

 

Sponsorerne bag sommerens fodboldskole: Min Købmand, Zleep Hotels og First Mallorca.

Luk