Menu

TRÆNEREN FÅR DEBUT - OG SCORER PÅ STRAFFE

image Her ses Stefan Håkansson (th) sammen med sin assistent, Kim Hansen - tidligere træner for Tuse, KFUM's næste modstander i pokalturneringen
25. juni 2020 kl. 15:39
Stefan Håkansson skiftede sig selv ind, da KFUM vandt første kamp i pokalturneringen

 Det er store dage for KFUM's cheftræner, Stefan Håkansson, for tiden. 

 Først oprykning til 2. division - og fire dage senere officiel debut og målscorer for det samme mandskab!

  Kun fire af dem, som var på banen i Smørum, tog også turen til Odsherred for at møde det lokale serie 3-hol, og truppen bestod kun af 13 mand. Det gav chancen til en håndfuld unge - og til en træner på 39 år, der har masser af erfaring fra sin aktive tid som spiller i Holbæk og andre klubber.

  KFUM førte 3-0, da træneren skiftede sig selv ind et kvarter før tid. Lige efter scorede han på straffespark, inden hjemmeholdet reducerede til slutresultatet.

  - Det var mig eller målmanden, der skulle sparke, og jeg synes ikke, han skulle løbe helt derop. Vi skulle nødigt have, at han blev skadet, siger Stefan Håkansson til Sjællandske Medier.

 Danny Stencel havde lavet KFUM's to første mål, Kenan Aydin det tredje.

 På tirsdag spilles sidste pokalkamp før sommerferien. Her skal det kommende 2. divisionshold  på udebane møde en god bekendt, nemlig Tuse fra Sjællandsserien. De to hold har tidligere i år spillet to træningskampe mod hinanden, og der er ingen tvivl om, at KFUM her kommer på en væsentligt sværere opgave end i Odsherred.

 I Coronaens tidsalder afvikles også pokalturneringen i år efter en ændret model.

 Tidligere har KFUM som Danmarksseriehold "blot" skullet vinde to kampe under DBU Sjælland for at være klar til hovedturneringen.

 I 2020 kommer der imidlertid også en tredje pokalkamp i lokalt regi, og den er fastsat til midten af august. Først vinderne i denne runde er klsr til pokalturneringen under DBU senere i efteråret.

 

 

 

Luk