Menu

SERIE 2: EFTERÅR DER ER MERE END GODKENDT

01. november 2019 kl. 12:35
Unge spillere hærdes til seniorfodbold på KFUM's næstbedste mandskab. Hvem har potentialet til endnu mere?

Fredag d. 26. oktober satte KFUM's serie 2-hold et fint punktum for efterårssæsonen. Det unge mandskab vandt 1-0 i Asnæs, hvilket betyder, at holdet starter på femtepladsen, når turneringen genoptages til april.

Træner Henrik Lund havde en helt speciel plan for efterårets sidste kamp.
- Dagsordenen var lidt usædvanlig. Når vi skal udvikle disse unge til seniorfodbold, i bedste fald også til at nå førsteholdet, så foregår det som hovedregel med offensivt og teknisk betonet fodbold. Men de skal også lære, at der er noget, som hedder en Plan B, og i denne kamp var det Plan B fra starten. Vi havde lukket mange mål ind i efteråret, tabt 3-4 lørdagen forinden, så derfor skulle vi lukke af nede bagved og helst holde nullet, fortæller den tidligere førsteholdsspiller.
Han er glad for, at status for denne halvsæson tager sig væsentligt bedre ud, end det var tilfældet, da sæsonen 2018-19 sluttede. At finde frem til et slagkraftigt andethold vil oftest være en svær balanceakt, og foråret igennem var der mange bump på vejen. "kulminationen" kom, da KFUM måtte melde fra til én af kampene i serie 2.

 

Men situationen tegner væsentligt lysere, efter at truppen har fået tilgang af syv mand fra sidste sæsons U19-hold. Dertil kommer, at der fra en meget stor DS-trup kommer væsentligt flere ned, end det har været tilfældet tidligere. I enkelte tilfælde op til syv-otte mand.
- Alligevel vil det altid indgå i vilkårene for et andethold, at du bliver nødt til at skifte meget ud fra kamp til kamp. Det er også en stor del af forklaringen på, at vi lukker så mange mål ind, forklarer Henrik Lund.

I løbet af efteråret er KFUM's hold avanceret fra en placering under stregen til pladsen som nummer fem. Med 33 mål har kun rækkens to bedste hold fundet frem til netmaskerne flere gange, hvorimod der er gået lige så mange mål ind. Kun tre hold har indkasseret flere scoringer end KFUM.

- Mange af disse unge er rigtigt gode med bolden. For at komme videre skal de også have aktiveret klogskaben og den rigtige indstilling. Det betyder eksempelvis, at du ikke skal køre med fuld fart i retning af modstandernes mål i samtlige 90 minutter, ligesom de også skal lære, at fodbold er en kontaktsport.

Træneren finder, at missionen indtil videre er indfriet, også fordi det er lykkedes at skabe en god træningskultur med pænt og stabilt fremmøde.
Når der undtagelsesvist har været for få til et kvalificeret træningspas, er spillerne gået sammen med U19 om træningen.
Enkelte af de unge har indimellem også trænet med DS-truppen, og Henrik Lund kan sagtens komme i tanke om to-tre spillere med potentiale til Danmarksserien på den lidt længere bane.
- Men så skal de have tålmodigheden, de skal ville det, og de skal lykke godt efter, understreger han.

Generelt har Henrik Lund været tilfreds med det, han har set, når spillere fra DS-holdet er kommet med på det næstbedste hold. Det er især sket, når de to hold spillede hjemme og lige efter hinanden.

 

- Her må kriteriet være, at disse spillere skal være med til at løfte holdet, og det har de også gjort, når vi ser generelt på det, siger træneren, som her føler trang til at fremhæve to spillere:
Kenan Aydin, der har scoret seks gange i seks kampe på serie 2, samt Cilius Træden, der efter en meget lang skadespause spillede en flot kamp i Asnæs.

- Dejligt at se, hvorledes en spiller som Kenan altid yder sit bedste og aldrig brokker sig over at skulle ned på andetholdet. Desuden rigtigt fint, synes jeg, at hans indsats og sejrsmål i Asnæs belønnes med en plads og et indhop i DS-kampen dagen efter.
I den bedste af alle verdener "burde" KFUM's næstbedste hold spille i serie 1, ikke mindst, hvis det lykkes for førsteholdet at rykke op i 2. division.

- Men det er meget svært at fastsætte en strategi for, hvordan du fører det ud i livet. Så skal rigtigt mange ting klappe, og vi mangler stadig at se, hvor mange af de nuværende spillere vi kan holde fast på. Næste sommer kommer der dog endnu flere unge op, så perspektiverne burde i princippet tegne rigtigt godt, slutter Henrik Lund.

Luk