Menu

NY STRUKTUR SKAL STYRKE UDVIKLINGEN AF DE UNGE

Leon A.
25. juni 2020 kl. 15:17
U19 bliver en del af U21, og KFUM går efter oprykning med ungt serie 2-hold

 Også i den sæson, der indledes efter sommerferien, stiller KFUM med et seniorhold i serie 2 og et U 19-hold, som optræder i Liga2 under DBU Sjælland.

Men strukturen bag holdene er ny, idet spillerne på de to mandskaber kommer til at træne samlet i en U21-trup. Og for første gang i flere år tilmelder KFUM et hold til turneringen for U21-hold, fortæller sportschef Pierre Overgaard.

- Konceptet har ligget fast et stykke tid, men det er først nu, at vi for alvor føler os rustede til at føre det ud i livet, tilføjer han.

Fremover skal Lasse Qvist være cheftræner for U21 og stå for holdet i kampene i serie 2. Jan Zirk tager ud med U19, og desuden indgår også Alexander Holmstrøm i dette trænerteam. En fjerde træner eller trænerassistent skal findes i de kommende uger.

 Så vidt det overhovedet vil være muligt, skal der tilstræbes det samme udtryk på alle holdene - og det vil også sige det mandskab, der netop har vundet sin pulje i Danmarksserien. Derfor vil der også blive tale om et nært samarbejde omkring træningen med KFUM's bedste hold.

- Vores sportslige målsætning for den kommende sæson er overlevelse i 2. division og oprykning fra serie 2. Holdet i denne række skal betragtes som et udviklingshold, hvor så mange U19-spillere som muligt skal være med, som det også gælder for spillere i førsteholdstruppen, der ikke har været i kamp på det bedste mandskab, forklarer sportschefen.

 Foreløbig seks spillere udefra har meldt sig til U21-truppen, inden spillerne gik på sommerferie.

 Når "udvikling" er et nøgleord i denne sammenhæng, beskriver det også ambitionen om at udklække flest mulige unge til en førsteholdstrup, der nu skal prøve kræfter i landets tredjebedste række.

 Onsdag figurerede Patrick Arentsen og Mathias Bondo Johansen, begge U19-spillere indtil sommeren 2019, på det førstehold, som besejrede Odsherred i første runde af pokalturneringen. Arentzen spillede fra start på den centrale midtbane, mens Mathias Bondo kom ind for først at spille på midtbanen, siden som back.

- Selvfølgelig var omstændighederne specielle, fordi mange fra det normale førstehold fik en hviledag efter opryknings-finalen. Men specielle omstændigheder vil også komme fremover, og når vi skal tænke som udvikling, er sådanne kampe meget velegnede til at teste de unge spilleres potentiale, vurderer cheftræner Stefan Håkansson.

 

Luk