Menu

KFUM LEJER IGEN SPILLERE HOS HB KØGE

Leon A.
01. februar 2021 kl. 22:08
Canto kommer tilbage sammen med 18-årig ghanesisk forsvarer og 19-årig sjællandsk kantspiller

 KFUM døjer fortsat med skader i sin førsteholdstrup, og derfor har klubben ifølge sportschef Pierre Overgaard fundet det nødvendigt at forstærke det hold, som i foråret skal hente point nok til, at pladsen i 2. division kan bevares.

 Få timer, før transfervinduet lukkede, indgik KFUM aftale med HB Køge om at leje to spillere, således som det også skete i efteråret.

 Aftalerne gælder for resten af denne sæson - MEN det blev ikke ved de to. Endnu tættere på deadline kom parterne også overens om en aftale med Jonathan Canto Nielsen, der spillede de sidste syv kampe i efteråret og nu altså kommer tilbage som "lejesvend"

 De to nye er den 18-årige ghanesiske midterforsvarer Frank Assinki og den 19-årige kantspiller Frederik Munck.

 Assinki kom sidste sommer til HB Køge fra Inter Allies i Ghana, hvor Køge har hentet flere spillere. Han har i denne sæson været på banen i seks 1. divisionskampe og tre opgør i pokalturneringen for Køge.

 Frederik Munck fik sin fodboldopvækst i AIK Strøby, men kom i en tidlig alder til Herfølge og senere til FC Nordsjælland, hvor han spillede U17 og U19. I efteråret vendte han tilbage til HB Køge og nåede inden vinterpausen to kampe i pokalturneringen samt én i 1. division. Køge forlængede for en måned siden kontrakten med det unge talent, men direktør Per Rud gav ved den lejlighed udtryk for, at man i første omgang ville tilstræbe et lejemål i en anden divisionsklub, hvor Frederik Munck kunne få mere spilletid.

 I oktober lejede KFUM den offensive, teknisk stærke midtbanespiller Jonathan Canto og Assinkis landsmand, angriberen Kwabena Kyeremateng, i HB Køge. 20-årige Canto scorede i sin debutkamp, mens der var problemer med Kwabenas lejekontrakt, så han kun kom på banen i fire kampe. I den sidste af dem sikrede han KFUM et vigtigt point med sit mål til 1-1 flere minutter inde i tillægstiden mod FA 2000.

 I samme kamp måtte Jonathan Canto forlade banen med et rødt kort og må derfor afsone karantæne i forårets første turneringsmatch.
 

 

 

 

Luk