Menu

KFUM FÅR TILGANG AF TO TIDLIGERE STAMSPILLERE I FC ROSKILDE

image Robert Larsen (tv) og Andreas Lissau på torsdagens pressemøde
Leon A.
06. august 2020 kl. 20:16
Klubben snart klar til kontraktfodbold, og på pressemøde blev ny hovedsponsor - Stark - og ny tøjsponsor - Capelli -offentliggjort

 I den periode for ikke så længe siden, hvor det fortsat gik ganske godt for FC Roskilde, hed to af nøglespillerne Robert Larsen og Andreas Lissau. Den første decideret midtbanespiller, den anden fortrinsvis kant, men også meget brugbar på den offensive midtbane.
 Torsdag blev de to spillere præsenteret som forstærkninger til den trup, der skal sørge for, at KFUM's ophold i 2. division kommer til at vare mere end en enkelt sæson.
 Det skete på et velbesøgt pressemøde i klubhuset, hvor de to spillere sad med ved bordet i deres ny, blå-hvide spilledragt.
 25-årige Robert Larsen spillede for knap et år siden sin kamp nr. 100 for FCR. Men han havde stadig større problemer med et skrøbeligt knæ, så han først måtte opgive at spille og træne og siden fik sin kontrakt ophævet.
 - Siden nytår har jeg bygget mig selv op nærmest fra scratch. Genoptræningen er gået så godt, at jeg føler, jeg fortsat har noget at byde ind med. Ellers ville jeg heller ikke sidde her i dag i en ny klub, fortalte Robert Larsen.

                                  KONTRAKTKLUB

 Andreas Lissau (26) har spillet næsten 60 kampe i 1. division for Næstved og FC Roskilde. Efter at han fik ophævet kontrakten i Rådmandshaven, har Lissau spillet for Brønshøj og HIK. Begge de to nye har arbejde og studium ved siden af fodbolden.
 Også derfor er de ikke på kontrakt i KFUM.
 ????
 Jo, du læste rigtigt. På pressemødet oplyste formand Allan Markussen og sportschef Pierre Overgaard, at KFUM er ved at have alle formalia klar, så der fremover kan tegnes kontrakter med spillerne.
 - Det er en konsekvens af vores oprykning. Det er vores klare sportslige ambition, at vi skal blive i 2. division, og i den proces kan vore egne talenter og det hold, der har ført os op, udgøre grundstammen. Men vi er også realister, og derfor har vi set os omkring efter forstærkninger. Nok er vi ydmyge, men vi er klar til at investere, selv om vi ikke skal smide om os med svimlende beløb. Vi behøver ikke kigge langt væk for at finde et sted, hvor den strategi er slået helt fejl, sagde Allan Markussen.

 Pierre Overgaard fortalte, at KFUM ikke længere råder over tre af de spillere, som var med til at sikre oprykningen: Nicolai Høgh, Martin Nielsen og Rasmus Tangvig.
 - Derfor har vi kigget os omkring, og det kan ikke udelukkes, at der kommer yderligere én eller to nye. Men på den lange bane stoler vi voldsomt meget på den udvikling, som er sat i gang med vores unge i årgangene U17 og U19. På den lidt længere bane er det drømmen at tegne kontrakt med de bedste af disse spillere, tilføjede sportschefen.
Cheftræner Stefan Håkansson fremhævede, at Robert Larsen og Andreas Lissau begge kan blive meget centrale i spillet med bolden. Altså både ved at fastholde bolden og medvirke til et højt tempo i pasningsspillet.
 - Vi er kommet i en svær pulje, men har tegningen til en rigtigt fornuftig trup. Imidlertid er vi havnet i en svær pulje, og der skal altså rykke hele fire hold ud. Her tror jeg, det kan blive til vores fordel, at vi i vinterpausen netop spillede flere træningskampe mod hold fra 2. division. Hvis vi beslutter et hente flere nye, skal det være spillere, som også passer ind i den type klub, som vi har her på stedet, fastslog træneren.

                       SPONSORER

 Efter flere år som KFUM's hovedsponsor træder Sparekassen Sjælland et skridt tilbage i "hierarkiet" og bliver ny, såkaldt talentpartner i klubben. Vi har ledt efter to nye hovedsponsorer og foreløbig fundet den ene i byggefirmaet Stark, som i mange år har været engageret på forskellige fronter i KFUM.
 Og også tid til at skifte tøjsponsor:
 Det amerikanske firma Capelli afløser Puma i denne funktion. I første omgang vil det kunne mærkes på førsteholdet, hvorefter klubbens øvrige hold gradvist følger efter.

 

 

Luk