Menu

FODBOLDMENU - UDEN NOGET FODBOLD

image Jakob Sparholt: - Ikke spor sjovt, men nødvendigt
Leon A.
17. marts 2020 kl. 22:20
Spillerne i KFUM's DS-trup holder sig i gang individuelt med styrke- og konditionstræning
Jakob Sparholts fodboldmenu er lige nu en meget speciel menu. En menu uden fodbold.
 Som det er tilfældet med alle kammeraterne i KFUM's DS-trup, består menuen i denne specielle tidsalder af daglig styrketræning og løb tre-fire gange om ugen. Hver for sig, vel at mærke.
 - Frustrerende og ikke spor sjovt, for vi havde sådan glædet os til den første kamp. Men i betragtning af del alvorlige situation, hele samfundet befinder sig i, selvfølgelig absolut nødvendigt, siger den 33-årige midtbanespiller.
 Onsdag d. 11. marts meddelte klubbens bestyrelse, at al aktivitet på anlægget indtil videre er suspenderet på grund af Covid-19 (Corona Virus). Samtidig har DBU besluttet, at foreløbig de tre første runder i Danmarksserien er udsat.
 I første omgang overvejede cheftræner Stefan Håkansson at gennemføre træningen i forskellige mindre grupper flere steder på kunstgræsbanen og med én træner for hver gruppe.
 - Men det måtte jeg hurtigt opgive, efterhånden som restriktionerne blev strammet mere og mere. Derfor har jeg med hjælp fra min assistent, Kim Hansen, og klubbens fysioterapeuter sammensat et særligt program, der skal styrke fysikken og konditionen. Spillerne skal så melde resultaterne tilbage til mig, og vi har indbygget et konkurrence-element, så de kan måle sig med hinanden. Det kan forhåbentlig være med til at holde humøret oppe, siger træneren.
 Ifølge Jakob Sparholt er det også med til at holde humøret oppe, at spillerne i denne periode kommunikerer særligt flittigt via de sociale medier.
 - Men det kan blive svært at holde motivationen oppe, hvis vi skal selvtræne på denne måde ud over to-tre uger. Jeg er dog sikker på, at vores trænere er opmærksomme på dette, så vi senere får et andet program, hvis denne tilstand fortsætter i længere tid, vurderer han.
 Lige nu kan næppe nogen give et kvalificeret bud på, om og hvornår turneringen genoptages. Nogle vil nok tænke, at det med så lang en pause kan blive svært at fastholde fokus på det, som ellers er målsætningen for den resterende del af sæsonen: At forsvare den førsteplads, som giver adgang til playoff-kampe om oprykning til 2. division.
 - Selvfølgelig virker det lige nu meget fjernt. Men når det gælder, føler jeg mig sikker på, at alle vil kunne holde fast i det fokus. Vi har brugt hele vinteren på at bygge os op til det, og vi har kæmpet så hårdt for det, både fysisk og mentalt, slutter Jakob Sparholt.
Luk