Menu

Roskilde KFUM styrker organisationen med oprettelsen af professionelt selskab

01. marts 2021 kl. 15:06

Roskilde KFUM styrker organisationen med oprettelsen af professionelt selskab.

Efter næsten 100 år som rendyrket amatørklub har bestyrelsen i Roskilde KFUM besluttet at oprette et professionelt selskab med det formål, at drive og udvikle forholdene på og omkring klubbens bedste hold i 2. division Øst.

Vi er en hel fodboldklub der tror på fællesskab og sammenhængskraft. Vores klub er bygget på et fundament af klare værdier og styres efter en klar vision. Det går vi ikke på kompromis med. Det gjorde vi ikke i går, det gør vi ikke nu og det gør vi ikke i morgen, udtaler klubformand Allan Markussen.

Men når det er sagt, så er vi ikke blinde for udviklingen og de krav der stilles til en fodboldklub på vores niveau. Vi har specielt efter oprykningen til 2. division sidste år brugt meget energi på at omstille os til mange nye krav samtidig med at vi har opbygget et godt samarbejde med bl.a. Divisionsforeningen og Roskilde kommune.

Vi har løbende arbejdet med vores strategi og indsatser. Det arbejde har synliggjort vores styrker og svagheder og er den direkte forløber for, at vi nu vælger at styrke organisationen markant, fortsætter Allan Markussen.

Det professionelle selskab etableres med Lars-Christian Brask som bestyrelsesformand. Med sig får Brask en stribe dygtige bestyrelsesmedlemmer med store kompetencer og masser af erfaring fra erhvervslivet og det professionelle fodboldmiljø.

Det handler om fodbold og talentudvikling, men selvfølgelig handler det også om penge siger Allan Markussen, som peger på følgende erklærede mål for selskabet, der i øvrigt kommer til at bære navnet KFUM Pro.:

  • Styrke udviklingen af egne talenter og sikre, at grundstammen på vores bedste hold udgøres af KFUM-spillere.
  • Roskilde KFUM skal være en del af Top 40 fodboldklubber i Danmark fra 2021
  • Sponsorindtægter skal være øget med 3 mio. i 2023
  • Roskilde KFUM skal tilbyde byens stærkeste erhvervs-netværk i 2023

 

Med venlig hilsen

KFUMs Boldklub Roskilde

Allan Markussen

Formand

Luk